- Rytteriet på Nyborg Slot
-
Hjemmeside
Rytteriet på Facebook
Rytteriet på Nyborg Slot
Rytteriet på Nyborg Slot har igennem mere end tyve år gjort historien levende på Nyborg Slot. De første mange år var det hovedsageligt med hestene som pynt og trækplaster, men i de senere år er der kommet mange dygtige ryttere til, der hver især mestrer forskellige historiske discipliner til hest, såsom fægtning, bueskydning, karruselridning (efterfølgeren til ridderturnering), barok dressur, damesaddel, ridderturnering med mere. Georgina Magnussen, som er 38 år, fra Nyborg og indehaver af Rytteriet på Nyborg Slot, ser det som sin opgave at "levendegøre de til tider lidt tørre, gamle historier med levende gadeteater, ridderskoler, uhyggelige, sjove rundvisninger – og selvfølgelig: sværdkamp og heste". Rytteriet har stået bag rundvisningerne på Nyborg Slot i årevis, og når der er større historiske begivenheder som for eksempel Danehof og Kampdage, bistår rytteriet med heste, ligesom det også laver opvisninger på andre museer og slotte uden for Nyborgs volde.